Industri-
operatør-elev

Generelt om uddannelsen
På uddannelsen lærer du om hele tæppeproduktionen, herunder hvordan maskinerne fungerer. Alt fra at tæppet væves, farves, og bagsiden limes på til at tæppet gøres klart til at blive sendt afsted til kunden.

Du kommer rundt i de forskellige produktionsafdelinger på skift med vores andre industrioperatørelever.

Uddannelsens varighed
Uddannelsen varer 24 måneder, hvor du starter på grundforløb på skole i 6 uger. Resten af uddannelsen foregår primært hos Ege Carpets, dog afbrudt af 3 hovedforløb á 6 ugers varighed og en afsluttende svendeprøve, som varer 7 uger.

Mød vores industrioperatørelev

Industrioperatørelev

Anders fortæller

Hvorfor ville du være elev hos Ege Carpets?
Jeg var i første omgang ansat i Samtron-afdelingen, som laver den allerførste prøve af det design, kunden har ønsket, og ud fra prøven vurderer kunden, om designet er som ønsket.

Jeg blev i den forbindelse spurgt af fabrikschefen og min leder i afdelingen, om jeg kunne tænke mig at være lærling. Jeg sagde ja lige med det samme, da jeg syntes, det var en unik mulighed at få, hvor jeg ville få et meget større indblik i Ege Carpets, og hvad der sker i de forskellige afdelinger. Derudover havde jeg ikke en uddannelse i forvejen.

Hvordan er dit forløb som elev, og hvad arbejder du med nu?
Mit forløb er spændende, og det er en meget alsidig arbejdsdag/uge, jeg har. Der sker noget nyt hver dag, og arbejdsdagene er ALDRIG ens. Det kan jeg rigtig godt lide. Lige nu arbejder jeg i vores skærehal, hvor der laves prøvesamlinger (udsnit af specifikke tæppetyper og farver) samt skæres, pakkes og repareres tæpper. Inden længe skal jeg prøve at være i væveriet, hvor jeg skal lære at sætte garnnøgler op og forbinde garnenderne samt snuse lidt til, hvordan man væver.

Hvorfor skal andre vælge en elevuddannelse hos Ege Carpets?
Man skal vælge Ege Carpets, fordi det er et rart sted at være, der er et godt sammenhold vi kolleger imellem. Der er et stort fokus på samarbejde, og alle skal kunne arbejde sammen med alle. Vi passer på hinanden og os selv.

Derudover er der en personaleforening, der laver mange spændende arrangementer i løbet af året.

Trends & Nyheder, ja tak